Realistisk iværksætteri, tak

I dag i JP Erhverv har iværksætteren Tommy Ahlers, som er blevet formand for regeringens iværksætterpanel, udtalt, at vi skal vise verden, at vi kan blive verdensmestre i vækst på dansk. Det, mener han, ville kunne gøres med disse 3 forslag:

  • Ved lettere adgang til kapital (en gammel traver).
  • Ved at stille talent til rådighed (vel ikke en offentlig opgave).
  • Ved at have en kultur og regulering, der støtter iværksættere (hvis vi bare kunne opnå regulering, der ikke spænder ben, ville vi være vidt).

Ikke for at være lyseslukker, men der er intet nyt under solen her, så hvis det er det, der skal til, for at iværksættere skal blive politikernes "krammebamser", så synes jeg, at politikerne er for romantiske.

Først skal vi lige komme ned på jorden og se i øjnene, at vi måske ikke bliver verdensmestre i iværksætteri, da konkurrencen til lønmodtagerkulturen med tryghed, ferie under sygdom, løn under barsel, ferie med løn og barns første sygedag er en megakonkurrent.

Men hvor ville det være befriende, hvis politikerne ville lette alt bøvlet og vanvittige afgifter og skatter. Det ville hjælpe alle de virksomheder, der i tidernes morgen selv er startet op for egne penge med det ansvar og mod, der skal til. Man glemmer helt, at går det galt, så hænger iværksætterne selv på hele baduljen og alt det menneskelige uføre og ulykkeligheder, der følger med. Så al den glamour, der er omkring iværksættere, bør erstattes af realisme. Og selvom de nye iværksættere skulle udkonkurrere "de gamle virksomheder", så håber jeg sandelig, at vi må beholde de store i LEGO, Ecco, A.P. Møller, Danfoss, Grundfoss, Dyne Larsen plus alle de mange små virksomheder, der udgør rygraden i Danmark. Og for de store gælder, at de alle har været små virksomheder engang. Iværksætteri er godt, men på et realistisk grundlag, tak.